Duen, der ikke kan flyve

Tro kan flytte bjerge, men almindelig sund fornuft kan få folk til, at gå udenom.

• Hjem
• Om Duen..
• Min Far
• Trygt i Urban
• 50-60

Min Far

Dette er en gammel tekst jeg skrev i starten af 2005 - om min fars død og sygdom d. 17 oktober 2004 

At miste ham ;/

Jeg sidder og kigger ud af vinduet og hører “mød dig selv”
Min far elskede den sang, ligesom han elskede os!

Det hele startede i april 2003, Min farmor havde været syg i lang tid af lungekræft. Faktisk to år.
Min farmor og farfar boede næsten lige ved siden af os. Min farmor har altid været en, af de personer som jeg har været mest knyttet til, jeg var næste over hos hende hver dag. Da jeg var mindre, hentede hun mig altid i dagplejen og børnehaven. Hun var der altid for mig, altid for hele min familie. Hun var den som holdte første juledag, for hele min fars side. Hende der altid var, så åben når man kom, hun havde altid slik. Jeg holdte rigtigt meget af hende. Hun havde altså været syg, i næsten 2 år, hvor hun havde været alt muligt igennem. Det sidste lange stykke tid, røg hun ind og ud af hospitaler hele tiden. Jeg ture ikke tage telefonen, i frygt om at det var min farfar der skulle ringe og sige at hun var blevet indlagt igen, eller i værste fald var død. En dag hvor jeg havde været i svømmehallen med en voksen fra mit gamle fritidshjem, og min veninde. Kom jeg hjem der ved en 7 tiden om aftenen, min far lå hjemme i sengen og var syg. Jeg gik ind i soveværelset og sagde hej til ham. Og spurgte straks, hvordan det gik med farmor, men han sagde bare at der ikke var nogen forandringer. Han havde nemlig været ude ved hende.
Næste morgen vågnede jeg ved at min Mor, far og lillesøster sad inde hos mig. Jeg vidste med det samme hvad det var, men alligevel spurgte jeg “Er farmor død”
Ja kom det lige så tavs fra min far. Han begyndte at græde og det samme gjorde jeg.
Han sad og omfavnede mig. Imens min mor og søster også sad sammen.
Men mig kunne der ikke komme nok fart på så jeg skulle selvfølgelig ringe til min veninde for at høre om hun kunne være sammen når de havde fri fra skole.
Hun havde lavet en aftale med en anden så vi var bare tre sammen. Så blev vi selvfølgelig uvenner over en dum leg vi legede. Jeg gik hjem og da jeg satte mig på en stol ude i køkkenet begyndte jeg bare at græde.
Begravelsen kom og det var i Avedøre kirke, jeg sag på anden række, for min far, faster og farfar skulle sidde på de tre forreste stole.

Jeg gik egentligt ikke så langt ned over det med min farmor, det forstår jeg stadig ikke?
Hun betød jo så meget for mig.

Men tiden gik og vi havde det rigtigt godt, vi var glade fordi nu skulle vi ikke ind og ud af hospitaler hele tiden. Man skulle ikke være bange mere. Det var bare dejligt, selvom man manglede hende.
Vi var alle glade når vi kom hjem og vi grinede, vi havde det bare skønt.
I sommerferien var vi på Campingpladsen. En campingplads jeg har været fastligger på lige siden jeg var 3 måneder. Først var jeg deroppe med en veninde i en uge vi sov alene i min vogn. Hendes mor var dog lige ovre på den anden sige af vejen hvor hendes campingvogn stod. Mine forældre og min lille søster kom så derop ugen efter.
Det var bare fantastisk! Vejret var bare det bedste. Dejligt varmt. Vi Badet i poolen næsten hele dagen, svømmede, lå og solede os, vi sov i telt om natten. Lavede vores eget Sommer danse show, med alle se små børn fra pladsen. Hvor mig og min veninde Julie var instruktører. Det var så fedt. Vi havde aftalt at vi skulle i Hansapark, altså min far, mor, Lillesøster, min fætter, hans kone og hendes barn, og mig selvfølgelig, men jeg ville godt have min veninde Julie med og det måtter jeg godt men hun havde ikke sit eget pas så vi vidste ikke om hun måtte komme med? For det ligger jo i tyskland.
Så min far kørte op på en politistation i Kalundborg, Han fik så af vide at det ikke kunne lade sig gøre - desværre!!

Vi havde den fedeste tur i Hansapark. Selvom Julie ikke var med, Vi var der også bare fra kl.9 af og så til det lukkede. På vejen hjem kørte vi ind på en Mac Donalds kl. 00.00
fordi vi var sultne, og så nåede vi endelig hjem til campingpladsen igen ved en 1 tiden om natten. Vi lavede meget andet (rigtigt meget)
i slutningen af den sommerferie begyndte han at hoste. Vi troede bare det var en hals betændelse, men den gik bare ikke væk.

Det blev værre og værre, til sidst troede jeg seriøst at han kastede alle sine indvolde op når han hostede. Jeg ved godt det lyder lidt klamt men det lød det som om. Selv vores nabo kunne høre det!
Han gik så til lægen og han sagde at det “bare” var en lungebetændelse. Han fik noget medicin som skulle hjælpe? Men det gjorde det ikke. Så blev han sendt til røngenfoto, hvor de skulle tage nogle billeder af hans lunger for at se om det kunne være noget andet. Der sagde de bare der sidder resterne af din lungebetændelse og gav ham noget nyt medicin, men hvis han havde lyst kunne han komme op om en måned igen og få tjekket, men det var kun et tilbud.
Der gik den måned, og han gad ikke rigtigt at gå der op men han tænkte at det ville være en god ide hvis han fik det tjekket. Han fandt så ud af, at det lille stykke som lægerne kunne se før, var pludselig blevet dobbelt så stort.
Han blev straks sendt på hospitalet og blev så undersøgt, de skulle se hvad det var? Og der var en risiko for at det var kræft. Det fortalte han selvfølgelig til os andre i familien dvs. min mor, søster og mig, og jeg blev rigtig bange. Men jeg troede ikke det var kræft for det troede han heller ikke selv.
Lægerne spurgte, om vi ville have det endelige resultat før eller efter den følgende weekend? Hvor min mor og far, havde kobberbryllups dag. Der skulle holdes en fest, for hele familien. Den weekend husker jeg lige så tydeligt. Alle sad omkring det lange bord hjemme i vores stue og der blev bare festet igennem til langt ude på natten.

Det blev mandag, og vi fik af vide at det var kræft, der sad i lungen. Der begyndte vores verden at ramle. Han kom så i kemoterapi. Vi vidste jo godt hvad kemoterapien var, for det havde min farmor jo også fået. Det gik heldigvis fremad. Kræften blev mindre og mindre. Men det fandt jeg først ud af en dag jeg var i skole hvor en veninde kom løbende hen til mig og sagde, Maria, Maria, din far er her. Jeg løb så hen til ham, min mor var der også. Men jeg krammede ham og han sagde at de havde været ude på hospitalet og fået tjekket om hvordan det gik med kræften og det kæmpe stykke der sad i lungen før var svundet ind 50 % altså det var halvt så stort nu, og så begyndte han bare at græde af glæde og det samme gjorde jeg. Men kemoterapien kunne ikke tage det hele så når der ikke var så meget kræft tilbage så ville min far godt opereres. Hvis det kunne lade sig gøre? Så havde han en forestilling om at han ville blive rask til efteråret så vi kunne tage til Thailand.

En morgen inden jeg skulle i skole og min far skulle på arbejde stod jeg og snakkede mad ham nede i garagen og spurgte ham om hvornår han skulle ind og have besked på om han skulle opereres eller ej? Han svarede bare koldt “nok i næste uge”.

Efter jeg havde været i skole den dag tog mig og min veninde hjem til mig, der var ingen hjemme, da jeg ringede til min mors mobil gik den bare på mobilsvarer og det samme gjorde min fars. Jeg ringede også ud til begge deres arbejde og der var ingen af dem der overhovedet havde været der den dag. Jeg ringede til min morfar og farfar og de var heller ikke hos nogen af dem. Der blev jeg rigtig bange, for tænk hvis min far lige pludselig var blevet akut indlagt? Det var i hvert fald den tanke jeg havde i hovedet. Jeg kunne jo ikke gøre noget, så jeg forsøgte at lade vær med at tænke på det, så mig og min veninde gik ud på tressen og solede os imens vi læste i nogle ”vi unge” blade.

Lige pludselig stod min far i døren og sagde kom op og gi farmand et kram. Jeg gik så op og krammede ham, jeg blev utrolig glad for at se ham for at se at der ikke var sket ham noget. Han sagde så at ham og min mor havde været ude på hospitalet og havde fået af vide at de godt ville opererer ham, han havde ikke sagt noget til mig og morgenen med vilje så jeg ikke skulle gå og tænke på det hele dagen og blive nervøs. Ha var så glad at han begyndte at græde imens jeg krammede ham. Han sagde at mig og min lillesøster skulle blive enige om hvor vi skulle hen på bakken eller Tivoli? Vi valgte så tivoli, og vi havde en dejlig aften derinde. Min søster far og jeg var oppe og prøve dæmonen sammen alle tre for min mor ville ikke, og jeg har stadig et billede af det.

Han blev opereret d. 1/6 – 04 der fik han så taget den ene lunge ud fordi man ville være helt sikker på at alt kræften var fjernet. Da vi kom derud den samme dag lå han på en opvågningsstue og var lige vågnet så vi kunne ikke være der så lang tid. Han lå på gentofte hospital i en uge så kom han hjem igen.

Det sidste stykke tid i sommerferien begyndte jeg så at tage på stranden med en masse veninder. Det var jo super sjovt syntes vi for vi fik en masse drenge kontakt. En dag da mine to veninder om mig skulle på stranden, mødte vi hjemme ved mig og så ville vi køre ned på stranden. Men da vi lige var gået ud af døren kom mine forældre hjem, de havde været ude på Herlev hospital hvor de skulle se om det fyldte om der hvor den lunge som var taget ud sad. Jeg spurgte min mor hvordan det var gået og så sagde hun bare hårdt ”snak med din far” og så løb hun ind. Jeg gik så over og krammede min far og spurgte hvordan det var gået. Han sagde at det desværre ikke var gået så godt, kræften havde spredt sig til den anden lunge (den eneste han havde). Og nu skulle han i kemoterapi igen. Jeg blev helt chokeret, og spurgte om jeg skulle tage med de andre på stranden, men han sagde at jeg bare skulle køre med de andre på stranden og sørge for at få en dejlig dag. Vi tog derned men jeg havde ikke en dejlig dag. Jeg tænkte hele tiden på det. Om han skulle dø eller de kunne redde ham?
Jeg kom så hjem, og vi snakkede alle sammen, sammen. Min far sagde at vi bare skulle holde sammen alle sammen så skulle det nok gå, og at han nok skulle blive rask.

Der gik noget tid og han kom i Kemoterapi igen, men denne her form for kemoterapi var stærkere end den anden. Så han ville tabe håret og blive mere syg, det var bivirkningerne. Men han kunne stort set ikke noget her hjemme, han lå bare i sengen. Han havde det rigtigt dårligt han var meget tynd og ville ikke spise noget. Til sidst ringede vi til ambulancen og bad dem komme og hente ham. Jeg kan lige så tydeligt huske det. De kom gik op ad trapperne og gav ham med det samme ilt, så satte de ham op i en orange klapstol, og han var spændt fast tre steder, nede om benene og rundt om livet og højere oppe. De kørte ham ud gennem terrassen og ned gennem haven. Det var svært at holde tårerne tilbage, da han blev sat ind i ambulancen, og sagde hyg jer. Jeg kommer snart hjem igen. Da de var kørt gik jeg direkte ind og græd. Det var alligevel for meget. At se ens far var så syg, det skræmmede mig meget.

Nogle dage efter var det så min fødselsdag, det var en fredag. Og jeg skulle ud på hospitalet til min far, hvilket vi var hver dag. Men den dag var det jo min fødselsdag og jeg var rigtig glad. Det var rart at være ude på hospitalet, jeg sjoskede rundt med mine tykke uldsokker på, ned til kiosken og købe en Mars bar og tilbage op med elevatoren, trykke på knap nr. 17 for der skulle jeg af. Det var en hel sal med kræftramte patienter. Der havde min morfar også ligget for nogle år siden. Jeg gik ud og tog vand hvis jeg havde lyst. Men nu hvor det var min fødselsdag havde vi aftalt at vi skulle ned og spise i restauranten med min far, men den dag havde han det ikke så godt så han ville ikke med, så min mor, søster og mig sad dernede og spiste alene og det var noget lorte mad. Det var jo også på et hospital men derfor behøver det ikke at være så dårligt. Da vi kom op igen fik jeg gaver, jeg havde fåret en cykel af min far og mor i før tids fødselsdagsgave og jeg havde også fået et par ruller. Men der fik jeg et webcam af dem, og en skraldespand, hårlak og strømper. Af min søster fik jeg en Mars bar og en ”vi unge kalender” den var faktisk meget fin. Det var den fødselsdag jeg fik flest gaver af mine forældre. Men det var jo også de sidste gaver jeg fik af min far. Vi var derude til ved en ni tiden, og så kørte vi hjem.
Dagen efter skulle vi holde fødselsdag for familien derhjemme. Det var da meget hyggeligt, men der manglede en. Min far manglede, det var sgu ikke sjovt når han ikke var der.

En dag i skolen hvor vi havde dansk i en time, begyndte min mobil at ringe, jeg løb ud og tog den og det var min mor. Hun sagde at hun syntes at jeg skulle gå hjem fra skole og så ville farfar komme og hente mig og køre mig ud på hospitalet, jeg spurgte straks om det der var sket noget med far? Hun sagde bare at der ikke var sket noget. Jeg spurgte så om han havde fået det bedre. Det svarede hun ja til, jeg bedte så om at snakke med ham selv. Og så spurgte jeg hvordan det gik og så sagde han det går sgu ikke så godt. Så jeg kørte straks tvivlende hjem, tænkte på hvad det var, hvorfor jeg skulle ud på hospitalet? Næsten lige da jeg var kommet hjem, kom min farfar og hentede mig, da vi endelig kom derud og op ad elevatoren stod min mor og tog imod os. Vi satte os ned i nogle sofaer der stod ude i fællesrummet. Hun satte sig så og begyndte med at sige vi havde en læge inde til stuegang i dag og så begyndte hun at græde. Så fortalte hun videre at han havde sagt at der ikke var mere at gøre, det han havde i benet som gjorde at han ikke kunne gå var også kræft. Så der var ikke mere at gøre for ham, Både mig, min mor og farfar sad nu og græd. Det var forfærdeligt. Min lille søster hun var på koloni med sin klasse, så vi ville fortælle hende det når hun kom hjem. Vi gik så ind til min far, det var svært at sige noget for man vidste ikke hvad man skulle sige? Vi begyndte så at snakke om det lidt, der begyndte min far at græde. Det gjorde så ondt på mig at se ham græde. Jeg spurgte om en masse, hvad med huset skal vi sælge det eller hvad? Men min far havde sørget for det hele, han havde talt med alle mulige fra banken, fået dem til at sætte penge til side til min søsters og mit kørekort osv.

Så blev det efterårs ferie og jeg tog med en veninde i sommerhus selvom jeg vidste at min far var døende. Men jeg ville godt væk fra det hele. Det fortryder jeg så meget nu. Min mor havde lovet at ringe hvis der var noget og min venindes mor havde lovet at køre mig hvem hvis det var noget slemt. Om fredagen hvor vi havde været der en uge og vi skulle hjemad ringede min mor og spurgte om jeg ikke kunne blive kørt direkte ud på Herlev hospital? ( ” Det tårn høje helvede ” ). Som vi kalder det. Jeg spurgte hvorfor? Hun svarede bare at det havde sygeplejerskerne sagt ville være bedst. Jeg ankom så og min mor hentede mig ved bilen. Min søster havde været oppe hos nogle venner i den samme uge og hun var også blevet bedt om at komme hjem. Hun kom så lidt efter mig. Og hele familien kom så også. Jeg spurgte min mor om han skulle dø nu? Men hun sagde bare at sygeplejerskerne havde bedt os om at komme hjem fra hvor vi havde været. Vi gik stille ind til ham, han lå bare der og lignede jeg ved ikke hvad? Han havde slanger i næsen og han var fandeme tyndere end mig. Sådan havde jeg jo set ham før, så jeg blev ikke forskrækket, min mor og jeg kunne ikke holde ud at sidde inde ved ham, så slemt var det. Så vi hev min lillesøster med ud. Men hun ville ikke hun ville være inde hos ham, det fik hun så også lov til. Vi var ude på hospitalet til kl. 9 om aftenen, der sagde sygeplejerskerne nemlig at vi roligt kunne tage hjem, de skulle nok ringe hvis der bare var det mindste. Vi kørte hjem og gik næsten direkte i seng. kl. 5 næste morgen kom min mor ind og sagde at vi skulle skynde os ud på hospitalet sygeplejerskerne havde ringet. Vi kom der ud og var der bare, jeg lå og sov på en lille sofa, der var ingen af os som sad inde ved ham. Han var jo også helt væk? Der var helt stille på hospitalet men nogen gange kunne man høre nogen mærkelige lyde og de kom inde fra min far af. Det var ham der sagde sådan. Ved en 12 tiden om formiddagen kørte min mor og jeg i Fields og min søster tog med min morfar i biografen. Vi kørte ud til ham igen ved en 3 tiden. Og var derude til ved en 6 tiden. Lige da vi trådte ind af døren ringede telefonen det var ude fra hospitalet, vi skulle straks komme derud, så vi kørte selvfølgelig med det samme. De bedte os sove derude, så vi sov i et personale rum. Kl. ca. 1 om natten lå jeg stadig vågen og der kom en sygeplejerske ind og vækkede min mor og sagde hun skulle komme med, derefter kunne jeg slet ikke sove - det er jo klart. Min mor kom ind igen og sagde at han bare var lidt urolig, langt om længe faldt jeg i søvn. Kl. 7.30 næste morgen kom en sygeplejerske ind igen og sagde til min mor at hun troede at det var nu. Min mor gik ind der hvor min far lå sammen med sygeplejersken. Jeg lå vågen inde i det der rum og min søster sov. Da min mor kom ind igen spurgte jeg, er han død nu? Hun svarede ja, Jeg begyndte ikke at græde, jeg havde det vildt mærkeligt inden i mig slev. Hele min familie kom så, og Min mor, søster og jeg var de første som fik lov at se ham efter han var blevet ordnet. Min mor havde bestemt at han skulle have sine egne bokseshorts på og en bluse hun så godt kunne lide og min søster havde bestemt at han skulle have et par træningsbukser på som han altid trænede i, det var helt fint med mig. Jeg ville godt være alene der inde, det fik jeg lov til. De andre gik så ud. Jeg satte mig bare ned på gulvet og kiggede på ham, jeg sagde grædende til ham “Far jeg elsker dig og det vil jeg altid gøre” jeg kyssede ham blidt på panden. Imens jeg græd jeg sad mindst i 5 min bare og kiggede på ham og så kiggede jeg ud af vinduet den dejlige udsigt. Og til sidst gik jeg ud.

Nogle dage efter skulle han begraves, 6 af mine veninder var der. Præsten var vildt sød og hun gjorde det bare godt, Hun holdte den smukkeste tale, Hun sagde “For Knud var hans børn hans ét og alt” Det fik mig til at græde rigtigt meget. Mine veninder sad og kiggede på mig og alle sammen græd. Hele kirkens gulv var flydt op med de smukkeste blomster. Hele kirken var fyldt op med mennesker. Fra Sverige, Finland, Norge, tyskland. Folk som jeg slet ikke kendte.
Jeg havde skrevet et brev til ham som jeg lagde oven på kisten. Så blev den båret du og alle græd lige der. Den blev sat halvt ind i bilen. Jeg gik med min mor og søster hen til bilen og kyssede kisten og sagde en sidste gang ”jeg vil altid elske dig far”
Lige efter gik jeg hen til min veninde og hun græd rigtigt meget, jeg havde aldrig set hende græde før. Hun sagde så til mig – Maria hvem havde sådan et godt forhold til sin far som du havde? Og så begyndte vi begge at græde endnu mere imens vi omfavnede hinanden.

Da han døde gik min verden i stå.
Jeg tog det egentligt flot, men nu er tilbagefaldet så bare kommet. Jeg savner ham bare hver dag! Tænker på ham hver dag og hvis jeg ikke lige kan græde så gør det utroligt ondt inde i mig.
Man skal bare huske på at livet går videre min far ønskede jo ikke at vi ikke skulle have det godt!
Før min far døde vidste jeg ikke at jeg så, så meget op til ham og at jeg elsker ham så meget.
Og jeg kunne slet ikke se hvordan set skulle være uden en far!

Jeg elsker og savner ham mere end noget andet.. <’3 

• ...

  At trække vejret igen og lægge skole bag sig i et stykke tid!

• Nye indlæg

  • jeg savner
  • Storm
  • Maria
  • Sikke en fest vi har haft nu i nat!
  • At danse let på tå.

• Kommentarer

  • Wholesale NFL Jersey til Sikke en fest vi har haft nu i nat!
  • Polo Outlet til Sikke en fest vi har haft nu i nat!
  • Chloe Outlet til Sikke en fest vi har haft nu i nat!
  • Monster Beats By Dre NFL til Storm
  • Monster Beats By Dre NFL til Maria

• Jeg læser med her

  • A Pigen
  • Blichfeldt
  • iamwoman
  • Millevanille
  • OsMig
  • PicturePerfect
  • Stephanie Risdal
  • Tellmewhy

• Kategorier

  Vælg kategori Alt og intet  (66) Brok  (8) Dans  (7) dans og DANS  (3) Eks’er  (4) Elektronik  (1) ferie  (12) Forhold  (42) Glæde  (23) humør  (17) Hverdags tanker  (88) Jeg anbefaler  (8) Kikset  (8) Kritik  (40) Kærlighed  (44) LSS  (30) Løbning  (4) Mad  (1) Min far  (1) Motion  (15) Nedture  (49) OPTURE  (41) Party  (15) pinligheder  (10) Savn  (5) skole  (28) Spas  (140) Stress  (8) TØSE-TING  (1) Udfordringer  (6) Work  (13)

• Arkiver

  Vælg måned juli 2010  (1) november 2009  (1) oktober 2009  (1) juli 2009  (13) juni 2009  (16) maj 2009  (10) april 2009  (6) februar 2009  (3) januar 2009  (18) december 2008  (16) november 2008  (19) oktober 2008  (19) september 2008  (13) august 2008  (14) juli 2008  (8) juni 2008  (13) maj 2008  (16) april 2008  (36) marts 2008  (9) februar 2008  (14) januar 2008  (9) november 2007  (1) august 2007  (1) juli 2007  (2) juni 2007  (1) maj 2007  (4) januar 2007  (5)

Meta

• Log ind
• WordPress

• Indlæg
• Kommentarer